Skattesænkning

En ting er sikkert. Jeg stemmer ikke på et parti, der har skattesænkning på som primært politisk programpunkt. Det svarer til at man har sænkning af ydelsen på sit prioritetslån på som politisk manifest. Ingen er imod. Negationstesten afslører det. Og helt præcist, hvad er det lige vi så ikke får og hvem betaler prisen. Realkreditlånet kan man sagtens få nedsat ydelsen på, men så tager det bare længere tid og man skal betale ekstra i renter fordi lånet løber længere. Det betyder at man kan bruge nogle ekstra penge her og nu, men regningen kommer så senere. Sådan er det også med skattesænkning. Regningen skal betales, - enten af dem der så ikke længere kan nyde godt af pengene, eller ved at man forbruger af penge, som egentlig burde have været sat hen. Skattesænkning er at bruge af fremtidens opsparing. Men naturligvis: de partier, der troværdigt kan skitsere at politiske tiltag vil spare i skat, dem stemmer jeg da gerne på. Når besparelsen er realiseret forstås. Ikke før. Man bruger jo ikke pengene før man har dem, vel? Er det ikke privatøkonomisk fornuft? Samlet set: Det er det der er sket i de sidste 10 år. Skattelettelser der blev soldet op i stedet for at blive sat hen til dårlige tider. Samtidig blev der smidt penge i den offentlige sektor og lovet velfærdsforbedringer til højre og venstre. Pengene blev brugt til at indføre østeurpæisk bureaukrati. Et bureaukrati, der principielt går ud på at enhver serviceydelse skal måles bagfra og forfra på et antal kriterier som endnu et overformynderi af ypperstepræster har udformet. Endnu flere penge til det offentlige. Hvis de indsamlede resultater stemmer med det forudfyldte skema, så er det høj kvalitet, siger de. Og hvis de ikke stemmer, ja så skrives der en lang rapport om de tiltag der skal til for at nå det. Så er der gået lang tid og der er brugt mange penge. Derefter sker der ikke mere.