Skattesænkning

En ting er sikkert. Jeg stemmer ikke på et parti, der har skattesænkning på som primært politisk programpunkt. Det svarer til at man har sænkning af ydelsen på sit prioritetslån på som politisk manifest. Ingen er imod. Negationstesten afslører det. Og helt præcist, hvad er det lige vi så ikke får og hvem betaler prisen. Realkreditlånet kan man sagtens få nedsat ydelsen på, men så tager det bare længere tid og man skal betale ekstra i renter fordi lånet løber længere. Det betyder at man kan bruge nogle ekstra penge her og nu, men regningen kommer så senere. Sådan er det også med skattesænkning. Regningen skal betales, - enten af dem der så ikke længere kan nyde godt af pengene, eller ved at man forbruger af penge, som egentlig burde have været sat hen. Skattesænkning er at bruge af fremtidens opsparing. Men naturligvis: de partier, der troværdigt kan skitsere at politiske tiltag vil spare i skat, dem stemmer jeg da gerne på. Når besparelsen er realiseret forstås. Ikke før. Man bruger jo ikke pengene før man har dem, vel? Er det ikke privatøkonomisk fornuft? Samlet set: Det er det der er sket i de sidste 10 år. Skattelettelser der blev soldet op i stedet for at blive sat hen til dårlige tider. Samtidig blev der smidt penge i den offentlige sektor og lovet velfærdsforbedringer til højre og venstre. Pengene blev brugt til at indføre østeurpæisk bureaukrati. Et bureaukrati, der principielt går ud på at enhver serviceydelse skal måles bagfra og forfra på et antal kriterier som endnu et overformynderi af ypperstepræster har udformet. Endnu flere penge til det offentlige. Hvis de indsamlede resultater stemmer med det forudfyldte skema, så er det høj kvalitet, siger de. Og hvis de ikke stemmer, ja så skrives der en lang rapport om de tiltag der skal til for at nå det. Så er der gået lang tid og der er brugt mange penge. Derefter sker der ikke mere.

Skattestop og strukturreform. Et studie i praktiske konsekvenser på børne- ungeområdet i Vejle Kommune.

Centralisme og detailstyring. Skattestigninger i form af brugerbetaling. Derudover forringelser for meget svage og handicappede børn. Gabet mellem efterspørgsel og udbud på velfærdsområdet øges.

Det er essensen af strukturreform samt skattestop i Vejle Kommune når det handler om børn og unge-området.

Som medlem af skolebestyrelsen på Nørremarksskolen i Vejle har jeg nu deltaget i en høringsrunde vedr strukturreformen. Samlet skulle der spares sådan ca. 50 mio, eller ca 4% på børne- ungeområdet.

Hovedårsagen til besparelserne synes at være skattestoppet, idet dette indeholder kravet om at skatterne samlet set skal holdes i ro. Sekundært strukturreformen, idet de sammenlagte kommuner tilsyneladende forudsættes fuldt harmoniserede allerede fra 01.01.2007.

Omegnskommunerne (Børkop, Egtved, Give samt Jelling, hvis borgere repræsenterer langt under 50% af den nye kommune) formodes at have meget svært ved at få armene ned sammenlignet med Vejle kommunes borgere, som må dybt til lommerne for at betale til omegnskommunerne.

Alternativet ville jo være at de selv skulle betale, hvorved også regeringens skattestop ville blive brudt.

Nogle offentligt ansatte har derfor været på overarbejde, eller har i hvert fald måttet sætte en del tid af til at udarbejde forslag til besparelser. Dette katalog får man så tilsendt som skolebestyrelsesmedlem. Hvert forslag er beskrevet i detaljer, kontonummer i det offentlige bogholderi er angivet, det sparede beløb er estimeret og konsekvenserne er forsøgt beskrevet.

Det første indtryk af kataloget er at den enkelte skole er underlagt et styre der er så centralistisk at hedengangne øststater ville blive stærkt misundelige.

Det andet indtryk er at der tilsyneladende ikke er et beløb der er for lille til at der kan bruges offentlig arbejdstid på at spare det væk. Altså en grad af detailstyring, som jeg, der arbejder inden for det private erhvervsliv og har gjort det i 30 år, aldrig har set magen.

For det tredje kan man bruge kataloget til at lave en samlet vurdering af skattestoppets og strukturreformens praktiske konsekvenser.

Det er ukendt hvilken systematik der er anvendt for at finde forslag, ej heller er det beskrevet hvilke kriterier der er lagt til grund for forslagene. Det synes dog som om arbejdsmåden og princippet har været følgende:

Alle konti og regler for børne og unge området fra de sammenlagte kommuner (Vejle, Egtved, Give, Jelling og Børkop) er stillet op overfor hinanden.

Derefter har man forsøgt at ’harmonisere’, således at reglerne og prisen for forskellige ydelser, - f.eks. SFO-betaling, er harmoniseret/udjævnet.

Tilsvarende er forskellige ’særregler’ i en kommune forsøgt fjernet, alternativt indført i de øvrige kommuner.

Man har herudover fundet besparelser ved at mindske undervisningstiden, ved at mindske timetallet i helhedsskolen, samt ved andre indskrænkninger i ’velfærden’.

Dertil kommer en række besparelser på særlige områder, specielt vedr. meget svage elever (lejrskoler for handicappede, kørselstilskud m.v.).

Og endelig har man hævet skatterne (altså de skatter der IKKE indgår i skattestoppets regler), dvs. brugerbetalingen for forskellige ydelser.

Efter jeg har læst forslagene i kataloget igennem synes jeg man kan gruppere dem på følgende måde (alle tal i meget runde tal efter hovedregning):

Generelle forringelser i grundydelsen (undervisningstimer, helhedsskole m.v.). Disse poster er hovedparten, godt 20 mio.

Øget brugerbetaling mht SFO samt andre områder. Disse poster udgør ca 10 mio.

Besparelser for marginaliserede og meget svage børn (handicappede m.v.). Disse poster udgør en mindre del, knap 10 mio, men har direkte effekt for de (relativt få) berørte.

Harmoniseringstiltag samt ’små’ besparelser (f.eks. fjernelse af diæter for skolebestyrelsesmedlemmer J ). Ca. 10 mio.

Kataloget er et interessant studie i hvilke praktiske konsekvenser skattestop og strukturreform har.

For god ordens skyld: Besparelserne er i skrivende stund kun på forslagsstadiet. Derimod synes det allerede nu vedtaget at borgerne i Vejle kommune kommer til at betale for velfærdsforbedringer i omegnskommunerne gennem en betydelig skattestigning.

Og lad det være slået fast: Velfærdsstaten går ikke under selv om forslagene bliver vedtaget. Beløbene er for små i et samlede billede.

Men gabet mellem hvad ’forbrugerne’ af skoler og institutioner ønsker og det som tilbydes bliver større og større.

På et tidspunkt bliver privatskolerne og de private institutioner konkurrencedygtige. Så resterer de offentlige institutioner som ’almuens’ institutioner, mens de private er for de økonomi- og ressourcestærke.

En udvikling som Nørremarksskolen kender alt for godt i kraft af at skolens status som indvandrerskole fortsat er fastholdt, idet hovedparten af distriktets ressourcestærke forældre vælger privatskoler i stedet for kommuneskolen. Med andre ord: Ressourcestærke forældre betaler 800,- ekstra om måneden pr. elev for at slippe for den gratis(!) kommuneskole fordi den ikke opfylder kravene til en anstændig skole i et velfærdssamfund.

Og støtten til de meget svage, de handicappede, de marginaliserede osv. overlades til private støtteindsamlinger og sponsorater. En udvikling der er godt i gang.

Var det disse ting vi blev lovet? Og er det det vil vil?